Holdpræsentation i København og Tivoli
Glæd dig til præsentationen af de 22 hold, der skal køre Tour de France 2022! Onsdag den 29. juni afholdes holdpræsentationen for Tour de France 2022 i København og Tivoli. Det bliver en unik åbningsfejring for den danske Tourstart, når festen omkring holdpræsentationen bliver ført helt ud i byen, hvor holdene cykler en hyldestrunde i Københavns gader, inden de præsenteres på scenen til liveshowet i Tivoli.
Holdpræsentationen kommer til at kickstarte den gule folkefest omkring Tour-ugen i Danmark. Her får Tour-fans nemlig mulighed for at komme helt tæt på de 22 holds ryttere. Præsentationen af de 176 ryttere kommer ikke til at stå alene. Allerede fra klokken 16.00 præsenterer Tivoli nogle af deres elskede ikoniske figurer, og der vil både være musik og underholdning for hele familien. Fra kl. 18.30 bliver præsentationen transmitteret til storskærme placeret rundt i København – så man både kan komme helt tæt på rytterne i Københavns gader, men også følge præsentationen live fra Tivoli.
Holdpræsentationen udvikles i et samarbejde mellem Grand Départ Copenhagen Denmark, Københavns Kommune, TV 2, ASO og Tivoli.
Oplev Holdpræsentationen i København
Rytterne kører af en 1,5 kilometer lukket rute igennem det indre København via Lille Langebro igennem Vester Voldgade til Rådhuspladsen og derefter ad Jernbanegade til Axeltorv, hvor de gør sig klar til at køre ind i Tivoli. Hele vejen langs ruten har du mulighed for at stå og se rytterne, når de kører forbi. Ønsker du også at følge præsentationen live, bliver der også oprettet flere storskærmsområder tæt på ruten, så du kan følge rytterne fra deres start over Lille Langebro – og helt til, at de bliver præsenteret på scenen foran Plænen i Tivoli. Se oversigten for at finde den bedste plads, du kan stå på.
Oplev Holdpræsentationen i Tivoli
Det er også muligt at opleve holdpræsentationen i Tivoli. Rytterne kører holdvis ind igennem Tivolis hovedindgang fra Vesterbrogade ad en afspærret rute. Derefter kører de op på scenen på Plænen, hvor holdene bliver præsenteret holdene for alverdens TV-seere og for gæsterne foran Plænen. Rytterne kører ned fra scenen og fortsætter forbi Glassalen igennem den afspærrede rute mod Tivolis bagudgang.
Entrebilletter
De 10.000 gratis entrebilletterne er udsolgt. Billetterne blev uddelt af Grand Départ Copenhagen Denmark. Det er også muligt at komme i Tivoli med sit Tivolikort. Her er det nødvendigt at reservere en plads. Læs mere på Tivolis hjemmeside.
Billetterne er gratis og uden gebyrer, og giver adgang til Tivoli. Pladsen foran scenen bliver ikke afspærret, og der vil ikke være bænke eller VIP-områder, så man kan stå helt oppe ved scenen og komme tæt på de store cykelstjerner. Indgang til Tivoli skal ske inden kl. 16.00.
Bliver du forhindret
Hvis du skulle blive forhindret, så vil vi bede dig om at give give billetterne ud, så andre kan få glæde af dem. Vi forventer en kæmpe interesse, og derfor opfordrer vi alle billetmodtagere til at undersøge, om de kender andre, der vil have dem.
Dagens forløb
De 22 holdbusser ankommer ca. 14.30 til Islands Brygge, hvor de forbereder sig til holdpræsentationen. Inden skal de dog til ryttermøde i Den Sorte Diamant. Når rytterne har været til møde, kører nogle af holdene retur til deres busser på Islands Brygge. Starten på holdpræsentationen sker fra klokken 18.15 via cykelbroen Lille Langebro, hvor det er muligt at komme helt tæt på rytterne. Kl. 17.50 sendes de første hold afsted fra Islands Brygge. Holdene har en junior og en senior rytter fra lokale klubber, der kører forrest og bagerst. De kører af en lukket rute via Lille Langebro igennem Vester Voldgade til Rådhuspladsen og derefter ad Jernbanegade til Axeltorv, hvor de gør sig klar til at køre ind i Tivoli.